Uddrag af artikel i Fyens Stifttidende 21-08-2010
Kogræsserforeninger
En kogræsserforening er en samling mennesker med en fælles interesse for at pleje naturen, og som sætter pris på at kunne følge kødet fra jord til bord. Sammen står medlemmerne for det praktiske arbejde omkring naturplejen, dyrene og dyrevelfærd såvel som sociale arrangementer.
Hver familie betaler et indskud, der dækker pleje af dyrene. Senere modtager hver familie en kvart kvie, når dyret er blevet slagtet.
Den første kogræsserforening blev stiftet i Høje-Taastrup ved København for 27 år siden. Det skete på initiativ af Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdeling.
Der er cirka 60 kogræsserforeninger i Danmark.
Danmarks Naturfredningsforening tilbyder et gratis kursus for dem, der har lyst til at stifte en kogræsserforening. Der er også syv gode råd til at komme i gang.
På www.graesning.dk kan ejere af græs- og naturarealer, som de ønsker afgræsset, komme i kontakt med kogræsserforeninger.